Akupunkturens historie
"Jeg har hørt, at i de ældste tider levede menneskene helt op til ethundrede og tyve års alderen uden at vise tegn på svaghed i deres bevægelsesevne, men i dag svækkes menneskene, før de bliver tres år gamle. Skyldes dette forandringer i vores omgivelser, eller skyldes det menneskelige fejl?"

"Den Gule Kejser"
Sådan begynder Su Wen første del af Nei Jing, der er verdens ældste bog om medicin. Dette spørgsmål blev stillet af den kinesiske kejser Huang Di, også kaldet "Den gule Kejser", som levede for mere end 45 århundrede siden. Hans minister og læge Chi Po svarede ham: "I gamle dage levede mennesker i overensstemmelse med Tao-princippet. De overholdt loven om Yang og Yin, var sobre, levede et regelmæssigt og enkelt liv uden udskejelser eller misbrug. Af denne grund kunne de leve, sunde på sjæl og legeme, og derfor kunne de leve deres naturlige livsmål til ende og dø, når de var mere end et hundrede og tyve år gamle".
"Vor tid" vil her sige for 4.500 år siden, men man har arkæologiske akupunkturrelaterede fund, der går tilbage til 1.000 - 4.000 f. Kr.

Lærebogen Huang Di Nei Jing er efter nyere forskning skrevet omkring 2 århundreder f. Kr. Den er skrevet som en samtale mellem "Den gule Kejser" og hans minister Chi Po. Nei Jing består af to dele i 18 bind. Første del medicinteori og anden del terapi. Bogen indeholder detaljeret medicinsk og kirurgisk viden. Den har endnu megen autoritet ved sin rigdom på iagttagelser og lære om forebyggelse og behandling af lidelser.
Fra Han (Huang) dynastiets tid (206 - 24 f. Kr.) har man sikre fund, der dokumenterer brug af metalnåle (guld, bronze, stål), samt skriftlig dokumentation for moxa terapi.

Huang Fu Mi (215 - 282) skriver en lærebog i akupunktur moxa terapi med 649 akupunkturpunkter.

Akupunktur fra Japan til Europa
Fra ca. 1600-tallet får akupunkturen stor udbredelse i Japan. Vesten kendte intet til kinesisk medicin før det 17. århundrede, da de første jesuittermissionærer af Ludvig den 14. blev sendt til Peking. Disse jesuitter var forbløffede over, hvad kinesiske læger afslørede for dem med slående beviser. Da de vendte tilbage til Europa, fortalte de om deres oplevelser.
Det var dem, der opfandt ordet akupunktur, fra det latinske acus = nål og punctura = punktur.

Omkring 1650 var der 2 læger i Europa, der interesserede sig for akupunkturen, den hollandske de Bondt og den tyske Cleyer. I 1683 oversatte Cleyer Huang Di Nei Jing til tysk. I 1671 blev den første afhandling om akupunktur offentliggjort af fader Harvieu.

"Medicin blandt kinesere"
Den mest berømte udgivelse i det 19. århundrede er "Medicin blandt Kinesere", skrevet i 1863 af Dabray, fransk konsul i Kina, men først med George Souliè de Morant begyndte akupunkturen for alvor at gøre fremskridt. Som 20-årig blev Souliè de Morant sendt til Kina som repræsentant for en bank. På grund af sit kendskab til kinesisk, blev han i begyndelsen af 1900-tallet ansat af Udenrigsministeriet som fransk konsul i Shanghai.

Behandling med nåle
Da der udbrød en koleraepidemi i provinsen Yünnanfu, blev han sendt dertil. Han blev overrasket over, at behandlingen med nåle havde bedre resultater end medikamentbehandlingen. Han begyndte at studere denne behandlingsform, og opnåede at blive officielt anerkendt af vicekongen af Yünnan i 1908, og senere fik han en høj udmærkelse af den kinesiske regering, der gav ham akademikerrang. Da han vendte tilbage til Frankrig efter 20 års ophold i Kina, blev han spurgt, om han ville afsløre, hvad han havde lært.

Det medførte, at hans første offentlige fremvisning fandt sted på Saint-Antoine hospitalet. I årene fremover udgav han 3 bøger, i 1928, 1934 og 1939. I et kvart århundrede var alle franske bøger om akupunktur inspireret af Souliè de Morants arbejde. Han blev tilbudt en stilling som professor ved et amerikansk universitet. I 1950 foreslog kommissionen for Nobelprisen i fysiologi ham som den eneste franske kandidat. Han døde i 1955 i en alder af 77 år.

I dag er der stor enighed om, at Souliè de Morant skal have æren for at have gjort Vesten opmærksom på akupunkturens fordele.

Efter anden verdenskrig blomstrer akupunkturen mere og mere op, særlig i Frankrig og Tyskland. I 70'erne formaliseres uddannelserne i England og USA. I 80'erne udgives vestlige akupunkturtidsskrifter (f.eks. "The Journal of TCM" i London, fra ca. 1980).

I Danmark bliver akupunkturen for alvor taget i brug efter landsretsdommen i 1987, der stadfæster, at ikke lægeuddannede personer lovligt kan praktisere akupunktur, når der foreligger en supervisionsaftale med en læge. I 1991 stiftes foreningen Praktiserende Akupunktører, der varetager de faguddannede akupunktørers faglige interesser.